22/12/2010

Julegave ønsker

Så blev det alligevel officielt i 2010. Er du fluefiskeren der har alt og derfor er vanskelig at købe julegaver til, ja så er der måske råd at hente. Waterworks har nu officielt lanceret Force SL serien. Rygterne gik på en drastisk vægtnedsættelse, men iflg. Waterworks egen hjemmeside, er vægten den samme som på Force LT serien. Jeg har selv erhvervet en lille håndfuld Force LT hjul i 2010, så umiddelbart har jeg ingen grund til at skulle ud og investere i nye hjul. Desuden synes jeg ikke personligt, at SL serien eller Force hjulene generelt er blevet synderlig kønnere gennem generationerne, men smag og behag er heldigvis forskellige. Du kan læse mere om hjulene her: Waterworks Force SL

Ovenfor: De nye Force SL hjul. Skønhed eller uhyrlige?
12/12/2010

2010 nærmer sig slutningen

Så har vi kun nogle få uger tilbage inden der står 2011 på kalenderen. Ud af mit vindue kan jeg kun se sne og frost hvilket for mit vedkommende betyder ingen fiskeri. I det nye år vil sidens idégrundlag blive ændret betydeligt, og vil i fremtiden fungere som en artikeldatabase fremfor en egentlig blog, som det har været tilfældet tidligere. Planen er, at jeg vil fokusere mere på fluebinding og produktanmeldelser, ligesom jeg vil komme med flere gør-det-selv tips. Det var tanken, men jeg vil ikke love mere end jeg kan holde, så nu må vi se hvad det bliver til i 2011. Tilbage er kun at sige: Glædelig jul og godt nytår og jeg håber vi ses ude ved vandet i 2011!

Knæk og bræk!

22/11/2010

WorldANGLING

Ovenfor: WorldANGLING – se videoen her

Lars Christian Bentsen fra sexyloops.com gjorde mig opmærksom på denne video. De skøre folk bag filmen har lavet flere film, og de fleste er i forrygende kvalitet. Læs mere på WorldANGLING

26/10/2010

Hurra for Grejbiksen

Ovenfor: Jacob Juul Rasmussen fra Grejbiksen med en fin efterårsfisk.

Et par sæsoner tilbage købte jeg en let og sprød 8.3′ Edge spinnestang hos Grejbiksen i Trige. Dens primære formål var, at være slags “reservestang” eller et supplement til fluefiskeriet på blæsevejrsdage og til selskabsstang når jeg en gang i mellem har familie eller venner med ude og krane horn. I sagens natur, kom stangen kun med ud under en snes gange, og en dag efter fem timers fiskeri, knække den klokkerent over midt i nederste ferrul. Tydeligvis en fabrikationsfejl. Først tænkte jeg, at det bare var ærgeligt og at jeg måtte se mig om efter en ny stang, men efter opfordring fra min bedre halvdel kørte jeg forbi Grejbiksen for at høre om de kunne skaffe en ny bunddel. Jeg forklarede at jeg ikke havde kvitteringen og at det sandsynligvis var mere end 24 måneder siden jeg havde købt stangen, men de ville se hvad de kunne gøre. Idag fik jeg så besked på at de ikke havde kunnet skaffe en ny del, og at jeg skulle komme ud så vi kunne finde en anden stang til mig. Øv tænkte jeg, og tog derud med en idé om at jeg i det mindste kunne bruge stangrøret til de andre stænger og jeg så selv skulle punge ud for en ny stang hvis de havde noget tilsvarende stående jeg ikke kunne leve uden. Heldigvis går alting ikke altid som tænkt, for Peder, som stod for reklamationen, havde rykket grossisten godt og grundigt i ørerne, så det endte med, at Grejbiksen fik prisen for stangen i kreditnota, og jeg derfor frit kunne vælge stang i biksen for det beløb jeg havde betalt i tidernes morgen – efter 24 måneder og uden kvittering vel og mærke. Det er sgu da den bedste service jeg har fået længe. Hurra for Grejbiksen!

16/10/2010

Kysten – masser af nap

Ovenfor: En fin målsfisk kunne ikke lade Stripper blinket være i fred.

Rune og undertegnede besøgte kysten idag, da de seneste meldinger har været meget positive. Solen stod højt, men vinden var lidt vild og skæv, så i optimismens tegn prøvede vi først Kobberhagen som kunne byde på brunt vand og meter høje bølger. Det scenarie fik os til at vende blikket ind mod vigene på Djursland i stedet. Rune havde taget fluekæppen med, mens jeg havde valgt at prøve med noget godt gammeldaws blinkende endegrej i stedet. Der var fisk allerede efter få minutter, og mere end ti fisk blev genudsat, og mindst lige så mange blev “genudsat” på distancen. Der var utrolig mange bud efter Stripper og Møre-silda blinkene idag, og som noget nyt forsøgte jeg mig med Owner S-61 enkeltkroge frem for trekroge. Om enkeltkroge virker bedre eller dårligere skal jeg lade være usagt, men det er helt sikkert bedre for de fisk der skal retur, hvis de kun har stiftet bekendskab med en enkeltkrog. Det er i sig selv nok argument for mig til at bruge enkeltkroge i fremtiden.
Det var en fantastisk dag med aktion lige fra de første kast og solen gjorde sit til, at vi fik farve på kinderne. Når solen forsvinder bag skyerne, kan man omgående mærke at vi nærmer os en noget koldere tid. Øv. Et par gode fisk blev mistet på distancen, fisk jeg ellers gerne ville have hilst på, og det blev kun til et enkelt billede af en fed sølvblank målsfisk, da vi gik langt fra hinanden det meste af dagen. Fluerne var der ikke meget respons på idag. Omvendt er det med det lette spinnegrej en sand fornøjelse at fiske søvltøj på kysten, og det er helt sikkert noget jeg vil dyrke mere i fremtiden.