Kysten – endelig sølvtøj
Noget af en fisk
Nu hvor jeg kun har min bachelor tilbage, ligger det meste arbejde i gruppearbejderegi. Heldigvis er min gruppe meget forstÃ¥ende overfor min sygdom (fiskefeber), sÃ¥ de havde intet imod at flytte vores aftalte arbejdsdag onsdag til torsdag – min begrundelse var at der var nordenvind, og det havde de tilsyneladende fuldt forstÃ¥else for ;o) Nu hvor der endelig var norden vind, ville jeg prøve kysten omkring RuggÃ¥rd og Jernhatten. Jeg prøvede først at køre ned til RuggÃ¥rd, da jeg ikke havde prøvet pladsen før. Da jeg ankommer til parkeringspladsen og drejer nøglen for at slukke bilen, lægger jeg mærke til, at der er et skilt hvorpÃ¥ der stÃ¥r noget i stil med “Henvendelse i receptionen for al færdsel pÃ¥ campingpladsen”. Fint tænkte jeg. Det første jeg derfor gjorde var, at henvende mig i receptionen. Alt var lukket og slukket, og da der var ikke skyggen af campingfatter/mutter i nærheden tænkte jeg, at det ikke ville gøre noget min bil stod pÃ¥ p-pladsen. Der stod en bil i forvejen med en fiskestang pÃ¥ bagsædet, sÃ¥ jeg tænkte at det var ok og tilsyneladende ganske normalt at parkere her – det var det ikke og det vender jeg tilbage til senere.
Jeg gÃ¥r ned til vandet og kigger pÃ¥ forholdende. Bunden ser fin ud helt oppe fra campingpladsengo, og da jeg gÃ¥r mod syd og lige er kommet forbi de sidste pladser fra campingpladsen ser jeg i det fjerne en lystfisker komme gÃ¥ende mod mig med hvad jeg først tror er et lille barn eller en hund ved sin side. Da han kommer nærmere ligner det mere en pose eller en taske. Lige pludselig kan jeg godt se at den er helt gal, og lystfiskeren der kommer imod mig kommer gÃ¥ende med en pæn stor ørred hængende fra den ene hÃ¥nd. Ole Mikkelsen hedder lystfiskeren og er meget snaksagelig og meget behagelig at tale med. Han har kun fisket pÃ¥ pladsen i ganske kort tid og fik derefter hugget hvor den store ørred sad i den anden ende pÃ¥ en stor wobler kun tyve meter ude. Det tog 45 minutter at fighte fisken og nu var han pÃ¥ vej op pÃ¥ camping pladsen. Fisken var lige knap 2 x mindstemÃ¥let og vejede eksakt 14 pund. Hold da op! Udover de meget store fisk min far har fanget pÃ¥ kysten, har jeg aldrig set sÃ¥dan en stor havørred. Sikke en fisk, og det bedste af det hele var, at dette var ikke den første fisk han havde taget pÃ¥ den størrelse – og jeg snakker ikke nogensinde, men bare i Ã¥r. Det var vist nummer fem i den kaliber bare i 2009!
NÃ¥, men tilbage til RuggÃ¥rd stykket. Jeg fiskede stykket af, men mÃ¥ nok indrømme at det ikke er en plads jeg kommer til at besøge særlig ofte med fluekæppen. Bunden bestÃ¥r overvejende af sten i størrelsen mellem tennisbolde og fodbolde og gør vadning utrolig besværligt. Jeg havde selvfølgelig glemt min vadestav hvilket ikke ligefrem gjorde fiskeriet nemmere. Efter jeg havde fisket pÃ¥ pladsen et par timer og kun set nogle følgere, valgte jeg at skifte plads. At vinden var drejet over i øst gjorde det heller ikke bedre for RuggÃ¥rd stykket hvis man er fluefisker. Da jeg kom tilbage til bilen stod der et par mænd og gravede i jorden. Da jeg satte mig ind i bilen, kom der en mand hen til mig og sagde i et knap sÃ¥ imødekommende toneleje; “nÃ¥r du ikke respekterer skiltene, skal du parkere pÃ¥ den anden parkeringsplads (hvor den sÃ¥ end er henne?) og du skal gÃ¥ langs stranden hvis du vil fiske her”. Jeg sagde at jeg skam havde set skiltet, og havde henvendt mig i receptionen, men at der ikke var nogen jeg kunne snakke med. Det var vist ikke den bedste kommentar, for det gjorde ham vist bare endnu mere sur. DerpÃ¥ sagde han “stÃ¥r der sÃ¥ pÃ¥ skiltet at hvis der ikke er nogen i receptionen at du sÃ¥ mÃ¥ parkere her?”. Nej sagde jeg, men jeg kunne jo af gode grunde ikke spørge nÃ¥r der ikke var nogen der. SÃ¥ sagde han, at hvis man ringer pÃ¥ en fremmed mands dør og der ikke bliver Ã¥bnet om man sÃ¥ bare gÃ¥r ind? Jeg kunne godt høre hvor denne samtale bar hen, og at det ikke pÃ¥ nogen mÃ¥de ville gavne mig at fortsætte diskussionen for han havde jo ret uanset hvor godt jeg argumenterede i og med det er hans campingplads, sÃ¥ jeg sagde, at jeg forstod godt hans pointe og sagde undskyld. “Det er bare i orden” sagde han ;o) Jeg ved ikke om han bare ville have ret eller om han var meget træt af lystfiskere, men nu blev jeg da det klogere.
Endelig sølvtøj!
Efter mit første pÃ¥ besøg pÃ¥ RuggÃ¥rd tog jeg pÃ¥ Jernhatten. Der holdte nogle biler pÃ¥ p-pladsen, men udover en ældre herrer der stod og svingede fluekæppen ude pÃ¥ spidsen af pynten havde jeg det hele for mig selv. Pga. vinden gik jeg hen mod pynten og ville fiske stykket tilbage til bilen. Efter ti minutters fiskeri fik jeg et hug. Det var en fisk pÃ¥ mÃ¥let. Med andre ord endelig en fisk. Det betød at mine fluer virkede og at jeg ikke gjorde noget forkert nÃ¥r jeg fiskede. Det var virkelig tiltrænkt. Et par minutter senere fik jeg et hug mere, og denne gang var den noget over mÃ¥let. Fisken gik dybt og var ikke meget for at komme op til overfladen. Efter nogle fÃ¥ minutter kunne jeg kane fisken pÃ¥ land. Den var to fod, blank og havde løse skæl. Endelig en fisk som var et godt stykke over mÃ¥let. Fluen var en ubelastet grizzly palmer flue ala GrÃ¥ Frede fisket ind i smÃ¥ ryk. Jeg prøvede at fiske lidt efter fisken var kommet pÃ¥ land, men kunne ikke rigtig koncentrere mig og tog derfor hjem. Inden jeg kørte af sted ringede jeg hjem og spurgte om vi kunne grille i aften og spise fisk. Det vidste Helle godt hvad betød, sÃ¥ 1. april blev Ã¥ret første dag hvor grillen blev fyret op – med frisk fanget havørred.
Knæk og bræk