20/12/2008

Alt på plads giver plads til alt

Som tiden går og man tilegner sig flere og flere fluebindingsmaterialer, kan det efterhånden virke temmelig uoverskueligt at finde rundt i alle materialerne. Hvis man ikke er ordensmenneske er det vigtigt at holde tunge lige i munden, så det hele ikke ender i en store pærevælling, ligesom det netop er tilfældet i min dubbing skuffe. Hos mig er der lige nu ét stort rod i min dubbing skuffe, og ærlig talt kan jeg ikke finde noget som helst. Der må gøres noget! Det meste er bare kastet ned, og efterårets prioritering af fiskeri fremfor fluebinding taler sit tydelig sprog. Jeg har fisket igennem i efteråret og kunbundet efter behov. Nu hvor vi er i den søde juletid, er det for mit vedkommende sparsomt med fiskeriet, og det meste af min fritid bliver nu brugt på fluebinding i stedet for fiskeri. Ligeledes er det blevet tid til at få orden i sagerne.

Jeg tilgår fluebindingen som et “arbejde” ment på en positiv måde. For mig er det vigtigt, at jeg kan finde det jeg skal bruge med det samme, eksempelvis når jeg tager ud af huset for at binde fluer, så jeg ikke skal bruge tid på at lede i kroge og kanter. Jeg er så priviligeret, at have et rum hvor jeg kan binde mine fluer i ro og fred og denne arbejdsplads bestræber jeg mig på at holde i nogenlunde ordentlig stand. Med mindre jeg skal binde mange af de samme fluer over en længere tidsperiode, rydder jeg op hver gang jeg er færdig, for som min far siger: “Alt på plads giver plads til alt”. Nedenstående billeder illustrerer ganske fint hvordan det hele ender, når ens ordenssans har fået fiskefeber og hvordan kan komme til at se ud igen.

Rod i dubbingen

Ovenfor: Sikke en gang rod! Hvor er hvad?

Orden i dubbingen

Ovenfor: Det var bedre. Nu er alt overskuligt og nemt at finde.

Nu er det heldigvis ikke jordens undergang med lidt rod i materialerne, og med ganske få midler kan man lyn hurtig skabe overblik og orden i sagerne igen. Jeg har valgt at opbevare mit grovere dubbing (SLF, STF, Polar, Ice osv.) i en såkaldt dubbing dispenser – en lille kasse med små rum som har et hul under hvert rum i bunden af kassen til at prikle dubbbingen ud. På denne måde undgår man at skulle åbne kassen så dubbingen ligger udover det hele. På nedenstående billede kan du se hvad 12 poser dubbing fylder, når de opbevares i en dubbing dispenser. Kassen fylder ca. 15cm X 8cm og er ca. 2cm høj. Nemmere bliver det ikke.

12 pakker dubbing fylder ikke meget i en dubbing dispenser.

Ovenfor: 12 pakker dubbing fylder ikke meget i en dubbing dispenser.

Det tager ingen tid at fylde et par kasser eller fem op med dubbing, men efterhånden som man får det luksusproblem at være “overdubbet”, kan det være svært at finde rundt i al dubbingen. Én løsning kunne være, at sætte labels på dispenserne så man hurtigt kan se om man tager SLF eller Polar kassen med til fluebinding hos de andre fluefisketosser. En Dymo et et ganske glimrende redskab til den slags – især hvis man som jeg ikke har verdens smukkeste håndskrift. Udover en label til “grovsortering” har jeg tidligere været i den trælse situation, at når jeg er ved at rende tør for en bestemt slags dubbing, kan jeg ikke lige huske mærke og farve. Dette gør, at det kan være ganske vanskeligt at finde den samme dubbing igen. Det har jeg nu fundet en meget simpel løsning på som virker glimrende for mig. Fremfor at smide poserne og den tomme emballage ud, klipper jeg navn og farvekode af pakken og lægger i samme rum som dubbingen. Man kan ikke rigtig se de små mærker med mindre man tager dem ud af kassen, men det er i og for sig også underordnet. Det er når der skal fyldes op igen at mærket igen skal bruges, og nu kan man let og ubesværet supplere op i dubbingen. Til mit “fine” dubbing har jeg en færdigkøbt løsning fra Fly Rite som virker perfekt til det fine dubbing. En dupping dispenser koster omking 30kr uden indhold, og i nærheden af 200kr afhænig af mærker og farve hvis den skal være fyldt op med dubbing fra starten. God fornøjelse med organiseringen!

Ovenfor: Labels og mærkater kan gøre livet en hel del lettere.
Tilføj en kommentar