Ã…en – skræmte fisk
En lektie lært
Det kunne blive til en kort aftentur ved åen denne dag. Der var som sædvanlig smukt ved åen. Insekterne klækkede og sværmede, fiskene ringede og mennesket skræmte dem fra vid sans med dets færden ved åen :o) Ja, jeg har endnu meget at lære. Jeg præsterede at skræmme mindst tre halvmeters fisk i mit forsøg på at snige mig ind på dem. Men hvad, jeg lærte endnu engang noget nyt, og iagttog nogle døgnfluer jeg ikke har set ved åen tidligere. I et desperat forsøg på at lave noget der ligner fluerne, fangede jeg et eksemplar som jeg tog med hjem. Denne flue skulle være model for mine fluer. Desværre havde den lille smukke dun andre planer. Dagen efter da jeg tog fluen af min flueæske, var den halvt dun og halvt spinner. Spinneren var på vej ud af dun kroppen, og havde mistet livet ved sit forsøg på at gøre sig klar til at formere sig. Resultatet blev en indtørret flue uden farver, med sammenklappede vinger der var hverken eller. Total værdiløs til at bruge som model. I fremtiden skal fluerne frem så snart jeg kommer hjem, så de kan beskues mens de endnu er levende. Jeg fik dog noteret længden og grundfarven fra da jeg hoppede rundt på marken (med min kasket som fangstnet) for at fange den :o) Selvom jeg ikke fangede noget som helst, var det alligevel en dejlig tur. Turen til åen med tørfluekæppen er altid (eller i hvert fald for det meste) et afslappende og meditativt foretagende.
Knæk og bræk

